Nyt fra KL  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏  ͏
      Logo
 

Skriftlige kommentarer til Dansk Økonomi, efterår 2026

Konjunktur og finanspolitik
Vi deler formandskabets vurdering af dansk økonomi i generelt god gænge, uden væsentlige konjunkturbetingede ubalancer, og at de offentlige finanser grundlæggende er sunde. Vi noterer os, at formandskabet igen når frem til en noget anden opgørelse af råderummet end regeringen. De seneste års gentagne opjusteringer og fortsatte diskrepans mellem opgørelser fremhæver usikkerheden ved råderummet som politisk styringsværktøj. Hvis råderummet fortsat skal bruges som værktøj til ansvarlig prioritering af de offentlige midler og til den langsigtede velfærdsplanlægning i kommuner og regioner, er det afgørende at der er en politisk forståelse for at råderummet er et skøn med usikkerhed i begge retninger. Særligt når også overholdelse af budgetloven på kort sigt indgår i ligningen.

Vi kvitterer for formandskabets fokus på fordelene ved flerårige perspektiver i budgetloven. Som formandskabet påpeger, indebærer det nuværende etårige sigte et stort fokus på kortsigtet udgiftsstyring, hvilket kan stå i vejen for investeringer, der belaster budgettet på kort sigt, men giver gevinster på længere sigt. En model, hvor budgetplanlægningen går over flere år, vil kunne facilitere en udgiftsplanlægning, der sikrer langsigtede stabile økonomiske rammer og styrke effektiviteten af de offentlige udgifter, uden at det svækker budgetsikkerheden. Særligt hvis det fortsat går hånd i hånd med årlige politiske forhandlinger om prioriteringerne i den offentlige velfærdsplanlægning samt et fokus på den overordnede styring og offentlige økonomi som helhed.

Det er særdeles positivt, at formandskabet sætter fokus på usikkerhederne ved planlægningen af det offentlige forbrug. Det er velkendt og dokumenteret, at der er et vedvarende underforbrug i den offentlige sektor, særligt i staten. Budgetloven skal sikre at udgifterne ikke vokser mere end planlagt, men når udgifterne systematisk er lavere end planlagt, er det ligeledes en afvigelse fra det politisk, besluttede udgiftsforløb.

Det systematiske mindreforbrug har flere uhensigtsmæssige konsekvenser. For det første bliver den førte finanspolitik strammere end det var planlagt. Omvendt bliver de offentlige finanser bedre end forventet – en tendens der de seneste år er blevet meget tydelig, både grundet opjusteringer af indtægterne men også grundet lave forbrugstal.

Vurderingen af de fremtidige finanser tæt på budgetlovens grænse bygger på en forudsætning om fuld udnyttelse af udgiftslofterne. Når det er reglen snarere end undtagelsen, at udgiftslofterne ikke udnyttes fuldt ud vil det isoleret set bidrage til en for negativ vurdering af de offentlige finanser. Fremskrivningen indeholder derigennem så at sige en skjult reserve i finanspolitikken.

På den baggrund vil vi opfordre formandskabet til i en fremtidig rapport at se nærmere på disse problematikker. Det bl.a. handle om omfanget af og årsagerne til det vedvarende mindreforbrug i den offentlige sektor, på betydningen for finanspolitikkens faktiske aktivitetsvirkning og for skønnene over det de offentlige finanser.
 
Specialkapitel om stress
Stress er en udfordring, vi som samfund og som arbejdsgivere skal tage meget alvorligt.

Vi noterer os blandt andet, at der ikke tegn på, at omfanget af alvorlige stresstilfælde er steget i de seneste 15-20 år. Samtidig viser rapporten, at der er betydelige forskelle i risikoen for at få alvorlig stress på forskellige arbejdspladser indenfor samme branche. Vi deler analysen af, at dette peger i retning af, at arbejdsmiljøindsatser med fordel kan målrettes de enkelte arbejdspladser. Mange kommunale medarbejdere hjælper hver dag borgere i sårbare situationer. Det er vigtigt og meningsfuldt arbejde, men det kan også føre til belastningsreaktioner og dermed langvarigt sygefravær.

Kommunerne arbejder allerede seriøst med at forebygge og håndtere arbejdsrelateret stress og hjælpe de medarbejdere, der bliver ramt. Det gør de blandt andet gennem det kommunale samarbejdssystem MED-systemet, der jf. Aftale om trivsel og sundhed på arbejdspladserne aftaler retningslinjer for arbejdspladsens samlede indsats for at identificere, forebygge og håndtere problemer i tilknytning til arbejdsrelateret stress. I den forbindelse er protokollat om indsats mod arbejdsrelateret stress ved de seneste overenskomstforhandlinger fornyet og udvidet med et mere handlingsorienteret fokus.

Ved de seneste overenskomstforhandlinger har KL og de faglige organisationer endnu en gang haft stort fokus på den fælles indsats mod stress, bl.a. ved at videreføre det gratis tilbud Samarbejde om psykisk arbejdsmiljø i kommunerne til arbejdspladserne om hjælp til at styrke det psykiske arbejdsmiljø. Desuden blev det aftalt at videreføre indsatsen mod vold, trusler og chikane, da udsættelse for vold, trusler og chikane kan føre til alvorlige belastningsreaktioner.